Arvæv kan opstå i forbindelse med opheling af sår, efter operation, men også når der i et område i kroppen har lagret sig væske som beskyttelse/forsvar f.eks. ved en diskusprolaps, da den væske så omdannes til bindevæv. Derudover kan arvæv også opstå efter strålebehandling af kræftpatienter. Vævsstrukturen i det ramte område bliver meget fast og stramt. derudover er kontakten via nervesystemet mellem hjernen og det pågældende område nedsat eler hyper-sensibelt, hvilket gør, at det er svært at bibeholde naturlig bevægelighed, og ofte har patienten smerter.
Det er muligt at gøre noget selv for at modvirke og forebygge, at arvæv dannes, men det kræver en tidlig indsats, nemlig allerede i akutfasen, hvor sårophelingen er frisk. teknikkerne til denne armobilisation kan behandleren give patienten instruktion i,. I tilfælde af at patienten "misser" disse tiltag i forhold tl at hjælpe sig selv med at bibeholde bevægelighed, så vil der på et tidspunkt være risiko for, at der opstår en stramhed i vævet, som patienten ikke selv kan modvirke. Denne stramhed kan medvirke nedsat bevægelighed i kroppen, og ikke kun i det område hvor arret er, men også i de omkringligende områder.
hver person opheler individuelt/forskelligt, så det er ikke alle mennesker som får problemer med arvæv. Især er operationsar ikke absolut forbundet med senfølgeskader, tværtimod så er der mange mennesker som ikke føler sig generet af et operationsar. Hvad diskusprolaps og strålebehandling angår, vil der altid være et behov i mere eller mindre grad for at få hjælp til at gøre arret fleksibelt igen. Patienten kan gøre noget selv, og kan tilpasse sin hverdag efter det, men for at opnå forbedring er der behov for indsats af en behandler eller anden fagperson, som er uddannet indenfor arvævsbehandling.
Når arvævet er "gammelt", kan det løsnet op for eller fjernes. Dette kan enten gøres operativt af en kirurg/plastikkirurg, hvilket dog af både fysiske og samfundsøkonomiske årsager burde være sidstevalget. Til gengæld findes der forskellige behandliingsteknikker til at udføre denne behandling, og med stor effekt. Det er et lidt større projekt, som sjældent kan gøres smertefrit. Dog re resultatet i de fleste tilfælde, at det dybe arvæv (ikke selve operationsarret) forsvinder, og området fremstår med naturligt fleksibelt væv. Under behandlingsforløbet genvinder patienten langsomt mere og mere bevægelighed, samt opstår smertelindring, hvilket giver forøges livskvalitet.
Arvæv er ud fra min erfaring meget individuelt for patienten iht. hvordan arvævet udvikler sig og påvirker personen. Derfor er det en god idé at få en tid til en vurdering og rådgivning, så der kan lægges en "slagplan" for et eventuelt bahandlingsforløb
